Månedens blå: Klimakrisen er ikke længere fremtid
Hver måned fremhæver vi en bog, der fortjener ekstra opmærksomhed. Du kan læse eller lytte til romanen på eReolen uden at bruge din månedlige lånekvote.
Af biblioteket
Sommeren er over Sverige, men varmen er ikke længere bare dejlig. Skovene brænder, samfundet knager, og det trygge velfærdsliv begynder at slå revner.
I "Selv hvis alt forsvinder" af svenske Jens Liljestrand er klimakrisen ikke en fjern trussel eller en abstrakt debat. Den er her allerede. Den ligger i røgen, i panikken, i de overfyldte veje og i de valg, mennesker træffer, når de pludselig skal redde sig selv.
Det er en roman, som stiller det ubehagelige spørgsmål: Hvem bliver vi, når det ikke længere er muligt at lade som om, alt nok skal gå?
Romanen er fortalt i fire dele gennem fire forskellige personer.
Vi møder Didrik, den imagebevidste familiefar, der gerne vil fremstå ansvarlig, men vakler, da krisen rammer. Vi møder Melissa, der forsøger at flygte fra sin baggrund og skabe sig et nyt liv i en verden af status og privilegier. Vi møder André, en ung mand med vrede, klimakamp og far-komplekser filtret sammen i ét kaotisk oprør. Og vi møder Vilja, Didriks teenagedatter, der langsomt viser sig som en af romanens mest handlekraftige personer.
Tilsammen tegner de et skarpt portræt af et samfund, hvor alle godt ved, at noget er galt – men hvor ingen rigtig ved, hvad de skal stille op.
De voksne taler, de unge handler
Ansvar er et af romanens store temaer. Hvem tager ansvar for klimakrisen? Hvem tager ansvar for sine børn? Og hvad betyder ansvar egentlig, når katastrofen allerede er flyttet ind i hverdagen?
Liljestrand er særlig skarp, når han skildrer forskellen mellem de voksne, der taler om værdier, valg og klimabevidsthed, og de unge, der er vokset op med konsekvenserne. Den unge Vilja bliver på mange måder romanens moralske centrum. Hun er ikke perfekt, men hun handler, hvor de voksne tøver.
Det er litteratur, der ikke giver lette svar. Til gengæld giver den masser at tænke over.
Læs videre i klimalitteraturen
Vil du læse videre i klimalitteraturen? Her har vi samlet romaner om mennesker, der mærker klimakrisen på kroppen og må navigere i en verden, hvor det kendte ikke længere holder.